I søndags stod den endelig på det længe ventede Copenhagen Marathon 2023, som også dannede rammerne for de danske mesterskaber på distancen. Et løb, og en dag, som jeg længe havde set frem til.
Ovenpå sidste års fantastiske løbefest i byens gader, var forventningerne høje. Men København skuffede ikke. For sikke en fest! Sikke en dag! Sikke en stemning! Der er bare noget over at suse igennem gaderne med sved på panden og smil på læben, mens luften eksploderer i hep og klap og hundredevis af “Kom så!” Jeg får et sug i maven bare af at tænke tilbage på det. Det var endnu en fed, uforglemmelig oplevelse, som endnu en gang bekræfter mig i, hvorfor jeg løber.
Alt var dog ikke guld og glade dage. For hvorimod København bestemt ikke skuffede, så gjorde jeg det desværre selv. Resultatet blev en 5. plads til DM i tiden 2.25.00. Det er ikke helt dumt—og trods alt stadig en ny PR med ca. et minut. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde håbet på væsentligt mere. Formen er skarp, og jeg har vist gode takter til træning og testløb i tiden op til. Men jeg fik desværre ikke “lov” til at løbe det, jeg gerne ville, og det er næsten det mest frustrerende—at være hindret og begrænset af “mekanik” og “teknik”.
Til samme løb sidste år fik jeg det, der viste sig at være en fibersprængning i maven, ved ca. 32km. Selvom jeg stadig fik slæbt mig i mål, så kostede det dyrt på både tid og placering. Denne skade har plaget mig on/off lige siden løbet sidste år. Nogle gange er der intet at mærke. Andre gange blusser den op som en krampagtig spænding i højre side af maven. Det er svært at sige, hvorfor, hvornår og hvordan. Jeg har forsøgt at finde et mønster i det, men desværre uden held. Og endnu en gang er dette næsten det værste, da det efterlader en usikkerhed og frygt i baghovedet, hver gang der skal løbes hurtigt til et vigtigt race: “Vil skaden nu blusse frem igen? Vil mavekrampen knække mig undervejs?” Løbet i søndags var selvfølgelig ingen undtagelse—især, fordi skaden jo var sket ved selv samme løb året før. Selvom jeg prøvede at lægge de dårlige tanker på hylden i tiden op til løbet, så kunne jeg ikke helt ryste frygten af mig for, om det samme måske ville ske igen. Om maven ville spænde op og spænde “ben” (eller mave?) for mig igen. For at gøre en kort historie lang, var det selvfølgelig det, der skete. Typisk… Jeg mærkede det lige fra starten, men følte egentlig, at jeg havde det under kontrol og kunne holde det nede. Og det gik også fint, da jeg bare fløj afsted de første 15-20km. Men herefter bliver det bare værre og værre, og for at det ikke skal være løgn, så spænder den venstre side også op—omend af andre grunde, som jeg nok kunne have undgået…
Marathondistancen er en djævel, jeg endnu ikke har tæmmet til fulde. Den er en hård og nådesløs læremester af den gamle skole: Lær din lektie, eller bliv straffet. (Og bliv straffet lidt uanset hvad.) Gang på gang er jeg nok for naiv. Jeg undervurderer distancen. Jeg tror, at min krop kan gøre ting, som jeg ikke har trænet eller vænnet den til—og her taler jeg desværre ikke om marathontræningens mange kilometer og lange ture. (Det ville jeg næsten ønske…) Nej, formen var fremragende, og der er røget godt med kilometer i benene igennem de sidste mange måneder. Det samme kan dog desværre ikke siges om geler og væske i maven… Heri findes problemet. Heri ligger min naivitet. En enkelt gel på et par træningsture er bare ikke nok. Og hvordan skulle maven kunne klare al den væske, man hælder i den på et marathon, hvis man kun har smagt sine egne vildfarne sveddråber til træning? Ak, man bliver vel hele tiden tiden klogere—men det er nu lidt fjollet at skulle lære den samme lektie igen og igen…
Efter løbet tænkte jeg lidt, som mange måske gør det efter den slags fester, der ikke foregår i løbeskoene. “Jeg gør det aldrig igen.” Nu her dagen derpå glæder jeg mig allerede til at smage på den næste berusende marathonoplevelse.
Så mon ikke vi ses igen til næste år. Tredje gang er vel også lykkens gang, som man siger 😉
