This is a flashback to Eremitageløbet 2015, a very old and traditional race in Denmark running 13.3 km through the lovely scenes of Dyrehaven. It is a fond memory; a great race with great results. I wrote the piece in Danish back then. Here it is.
Min læg for en PR…
“The Sacrifice.” Det burde nok være titlen for denne beretning, hvis det havde været en spændingsfilm fra Hollywood. Det er det ikke—selvom jeg, på en lille sidenote, dog gerne så nogle flere løbefilm blive produceret… Men nok om det. Under alle omstændigheder var det i hvert fald en både spændende og smertefuld oplevelse til Eremitageløbet 2015 i dag.
Jeg har set frem til løbet lige siden min debut på den traditionsrige rute sidste år—som endte overraskende godt og blev min nok bedste præstation hidtil.Det var således med gennemtrængende og næsten opgivende bitterhed, at jeg for knap to uger siden mærkede de første spæde tegn på en skade i læggen og akillessenen. Jeg har oplevet lignende småskader før, og er normalt sluppet relativt hurtigt af med dem ved et par dages ro. Men ikke denne gang. Ømheden og den spændte smerte forfulgte mig som to uvelkomne følgesvende, og lige som jeg troede, jeg havde rystet dem af efter en hviledag eller to, ja så dukkede de straks op igen.På den måde har de sidste to ugers træning været en blandet—og mangelfuld—pose bolsjer. Lidt rolige ture af kortere længde end håbet, et par gange med grundtræning, og lidt cykling til og fra arbejde… Ingen intervaller. Ingen tempoture. Ingen bakkeløb. Jeg plejer selvfølgelig heller ikke at lave så meget af denne slags i den daglige træning, men op til store løb giver det en god fornemmelse lige at spidse formen til. Men ak, sådan skulle det ikke være. De fysiske forberedelser op til løbet var således ikke ligefrem i højsædet, og det påvirkede også de mentale forberedelser. Tanken om ikke at kunne præstere optimalt—og tvivlen om overhovedet at kunne stille op—sneg sig stille og roligt ind i hovedet. Og med en forfærdelig smertefuld lille løbetur tur i fredags havde jeg så godt som afskrevet løbet. Dertil skal noteres, at diæten da også har stået på kiks og is og chokolade, eftersom det hele da også bare kunne være lige meget, hvis ikke jeg kunne løbe…
Efter en hel hviledag i går uden nogen træning overhovedet (et hårdt slag for samvittigheden…) stod jeg dog alligevel på startstregen i dag. Håbefuld. Bønfaldende om et mirakel. Men samtidig skeptisk og vel vidende om, at jeg nok var noget naiv. For opvarmningen havde budt på fornyet ømhed i læggen.
Ikke desto mindre strøg vi kl. 11.00 over startstregen og op ad den første af mange modbydelige bakker. Lige dér føltes læggen egentlig ok—formentlig fordi smerten blev dulmet af al den spænding og adrenalin, der med det samme blev sat fri og strømmede ud i kroppen. Jeg fandt mig hurtigt til rette som ledende løber i en meget lille gruppe. “Til rette” er måske så meget sagt; jeg ville nødig ligge for meget alene, og overvejelserne gik da også på, om jeg måske skulle lukke hullet op til gruppen foran. Det var førergruppen (lige bortset fra en enkelt eller to, der allerede var stukket afsted). Kun 20-30m derop. Kun 20-30m! Det er jo ingenting… Sådan synede det i hvert fald—som ingenting. Som et enkelt skridt eller to. Men fornemmelsen var en anden; det føltes umuligt. Uopnåeligt. Uendeligt langt. Men tempoet var da heller ikke helt langsomt, og de ekstra kræfter, det ville have krævet, var gode at have i gemmerne til de senere anstrengelser. Så de fik lov til at løbe, alt imens vores mini-gruppe lå i midten af ingenting. Og sådan fortsatte det et stykke vej—lige indtil 6 km eller deromtrent. Vejen deltes i to lidt længere fremme—en mindre skovsti lige fremme og en lidt større vej, der drejede mod højre. Hvilken vej…? Jeg kunne ikke huske det fra sidste år. Jeg var i tvivl—og jeg var i front… Så der var ikke nogen, man bare kunne følge med. Og gruppen foran var ikke at syne pga. skoven/svinget. Mine instinkter ville have mig til højre ad den lidt større vej, men den forankørende officielle cyklist (som skulle lede vejen for den førende kvinde, der lå lidt bag mig) kørte op ad skovstien. Jeg fulgte med. Det var forkert… Og en stemme bag mig—fjern og dæmpet pga. den fokuserede boble, man befinder sig i—råbte med det samme noget med “Højre!” Jeg drejede hovedet og så en parade på fire løbere komme løbende ude på vejen, drejende til højre. Typisk… Øv øv øv… (Mine egentlige tanker på tidspunktet inkluderede nogle lidt andre termer, som altså er censureret væk her.) Jeg drejede med det samme. Nedad en lille skrant. Igennem nogle parkerede biler. Og op til de andre. En sang begyndte at spille i mine tankers fjerne afkroge: “Always look on the bright side of life…” Hvor svært det end var i situationen, prøvede jeg at se tingene fra den lyse side—hvilket måtte være, at jeg, fremfor selv at trække, nu kunne ligge bag et par andre og forhåbentligt blive trukket lidt med. Vi var en gruppe på fem. Men der blev pustet og prustet, som om vi var ti—for vi var kommet til den mest modbydelige strækning fra 7-10 km. Først nogle hårde bakker op ad asfalterede veje gennem skoven, og dernæst … “The Stretch of Death.” Dødsstrækningen… (Forestil jer et dramatisk stykke musik spillende i baggrunden.) Det er strækningen op mod Eremitageslottet. En lang lige vej. Med åbne vidder på hver side. Og lige så stille og roligt opadgående på den mest torturerende manér. På toppen, i horisonten ca. 1,5 km væk, kan man ane den flotte, prægtige bygning. Samt en stor sværm af små, bitte skikkelser, der senere hen viser sig at være begejstrede, heppende mennesker. Det er et benhårdt stræk, og hen mod slutningen er der da vist også én eller to, der falder fra gruppen. Vi er tre, der sideløbende passerer 10km-skiltet til de søde, opløftende toner af klap og råb og jubel. Det giver et stort boost, da vi nu går ind i løbets sidste 3,3 km. Jeg kunne huske denne del fra sidste år. Smalle jord- og grusstier mens vi stadig er ude i det åbne—uden træer og med få mennesker—efterfulgt af bredere stier i takt med, at bevoksningen bliver tættere og træerne tårner sig op langs siderne. Dertil er der også lige pludselig rigtig mange mennesker, da der nu kun er godt 1,5 km tilbage. Jeg har slået et lillebitte hul efter en kort, men stejl bakke. Men jeg kan høre dem bag mig. Jernlunger. Åndedræt, der arbejder som damplokomotiver. Og mit eget ligeså. Vi svinger til højre ad det sidste sving—og så mangler blot opløbet. Først nedad bakke (den samme, vi løb opad i starten)—og hvilken fantastisk fornemmelse dét er… Benene, der bare hjuler afsted i gruset, godt hjulpet afsted af tyngdekraften. Men samtidig har man rutens sidste bakke i tankerne. Ja, ikke kun i tankerne—man har den lige foran øjnene. Det værste stykke. De mest modbydelige 400m… Benene har været udsat for lidt af hvert undervejs, men her får de dødsstødet. Her kommer min dårlige forberedelse for første gang rigtig til udtryk—manglende intervaller, og især bakkeløb. To løbere passerer mig med knap 100m igen, og jeg kæmper og kæmper for at holde eventuelle andre bag mig. Det lykkes.
Færdig! Endelig færdig!
Da jeg endelig får samlet kræfter til at se på uret, får jeg den mest positive overraskelse, jeg kunne have ønsket:
43 minutter og 44 sekunder.
Yes!
Jeg havde ikke troet, jeg kunne slå tiden fra sidste år. Men det lykkedes. PR med hele 20 sekunder! Og så er det også lidt sjovt at komme under de 44 min. Hvad der dog er knapt så sjovt, er min læg… Lige fra ca. 6 km inde i løbet begyndte jeg at mærke ømheden, og derfra blev det kun værre og værre. Da jeg endelig stoppede efter målstregen, var den spændt som en bue og bankede som et andet hjerte i mit ben. Jeg vidste godt, hvad det betød. Og i skrivende stund—med benet oppe og læggen på is—ved jeg det stadig. Intet løb de næste par dage…Men det er en handel, jeg er villig til at lave. En ofring—et “sacrifice”—der er det hele værd.
Nr. 12 til Eremitageløbet i tiden 43:44.
Det er en fantastisk måde at slutte en i forvejen rigtig god og givende sæson. Nu ser jeg frem mod nogle eventuelle mindre vinterløb og en rigtig hyggelig juletid—og ellers så næste år med alle de dejlige, tilbagevendende og traditionsrige løb som BT Halvmarathon, Copenhagen Marathon, Copenhagen Half Marathon og ikke mindst Eremitageløbet.
Tak fordi du læste med!
