This is a flashback to Copenhagen Marathon 2015. It was my second marathon ever, and one I will always remember for the great support and the amazing group I ran with—and also the result, of course. Like some of the other flashbacks here, it is written in Danish.
I går var dagen for Nykredit Copenhagen Marathon 2015—et løb og en dag, jeg har set frem til lige siden min marathondebut til samme løb sidste år. Forholdene kunne ikke have været bedre—vejret var perfekt og stemningen i top! Det samme kan dog ikke siges om mine forberedelser. Selve træningen og tankerne—det fysiske og psykiske—kan der ikke sættes en finger på (eller, det kan der måske godt, men så også kun en lillefinger, når man tager min lidt usædvanlige træning i betragtning). Men i hvert fald fungerede det hele fint og fornemt … lige indtil tirsdag i denne uge, hvor min akillessene absolut valgte at brokke sig. Det er et ømt punkt, og jeg har tidligere kæmpet lidt med den slags skader. Det er den dér forfærdelige fornemmelse af, at senen ved hvert et skridt vil springe som en overspændt elastik… Nå, men jeg kender efterhånden også løsningen: Ro og pause. Det er dog lettere sagt end gjort for sådan en kilometernarkoman som jeg selv. Men ak, med løbet lige om hjørnet—samt håbet og målet om et godt resultat—var der blot ét at gøre: at følge fornuften. Så det blev til et par hviledage og lidt løs træning på crosstraineren. Set i bakspejlet var det hele måske egentlig meget godt. På den måde blev jeg tvunget til en ordentlig nedtrapning—et vigtigt element, jeg normalt ikke er den bedste til at følge. På selve løbsdagen følte jeg mig da også dejlig frisk og forberedt, men frygten for, at akillessenen ville råbe op igen, florerede stadig ivrigt rundt i baghovedet. I sidste ende lykkedes det hele dog, men ikke uden problemer og kvaler undervejs.
GENIAL GRUPPE, FED FORNEMMELSE – 0-21 KM
Jeg løb i en stor gruppe med en masse gode løbere, ført an af mine Roskilde-buddies, Allan Dario og Jonas Lyngholm, der på allerfornemste vis løb pace (mod sluttid på 2:35) og ramte splittiderne lige på sekundet. Tusind, tusind tak for det, drenge! Det var intet mindre end fantastisk at løbe i den gruppe—noget, jeg håber, vi kan komme til mange flere gange i fremtiden. Vi strøg ellers fint og flot afsted, og tilbagelagde den første halvdel af løbet på 1.17.13 – lige lidt hurtigere end min tid på halvmaraton for et år tilbage. (Det er sjovt som de fysiske grænser kan rykke sig gennem træning.) Men jeg kunne dog også godt mærke den første, svage rumsteren i maven…
TØNDETID – 21-24 KM
Den rolige rumsteren blev dog hurtigt til en rædsom rumlen. Det føltes som om at have en fodbold hoppende rundt i maven—som om en lille, indre djævel pustede en ballon op derinde… Og der gik ikke længe før en lammende fornemmelse skød gennem kroppen som lyn, langs ben og arme og helt ud i fingerspidserne. Sådan kan man ikke fortsætte længe… Jeg oplevede det samme ved min marathondebut sidste år. Her trak jeg den dog lidt for længe. Så i år, med en lillebitte smule marathonerfaring i baggagen, så jeg mit snit til et lille pitstop ved de 24 km. Og så kunne jeg ellers bare vente dér og se sekunderne tikke afsted, og forestille mig, hvordan gruppen bare fortsatte fremad… Øv bøv. Men stadig bedre end alternativet.
FART PÅ – 24-32 KM
Døren sprang op, og jeg stormede afsted som født på ny—som om jeg ikke lige havde løbet 24 km—med fornyet energi og blot ét mål for øje: at indhente det tabte. Men det er noget lidt andet at løbe alene… Dog var maven god igen. Benene var gode. Vejret var godt. Og publikum og stemningen var absolut fantastisk. Så jeg strøg ellers afsted og fik indhentet et par andre løbere, der var faldet fra. Ved de 30 km øjnene jeg to velkendte skikkelser i grønne singletter foran mig—Jonas og Allan—gående ude i siden af vejen. De havde ført den store gruppe frem til 30 km i en perfekt mellemtid fuldstænding som planlagt, og var nu færdige efter en superb præstation til absolut topkarakter. Ikke desto mindre samlede de mig op og trak mig med frem de næste par km—endnu en gang tusind tak for det, drenge! Herefter fortsatte jeg det gode tempo et stykke vej.
AV, AV, NU ER DET HÅRDT – 32-38 KM
Det skulle dog sent vise sig, at jeg formentlig havde overvurderet mine evner. Måske ville jeg have kunnet fortsætte det gode tempo, måske ikke… Faktum var dog, at en stikkende fornemmelse begyndte i højre side ved de 30 km—som om en lillebitte zulu-kriger stak mig med sit spyd. Det hjalp i perioder med dybe åndedræt og nogle løbende sidebøjninger med armen oppe og hånden på hovedet—hvilket må have givet folk et godt grin. Senere hen kaldte den lille zulu-kriger på sine små venner, som alle begyndte at stikke til mig i den anden side. Og så var det ellers op med begge arme over hovedet, som om jeg tog sejren på forskud… Men der var stadig et stykke vej igen—et stykke, som føles så uendeligt meget længere, når maven går i krampe.
MÅLET FOR ØJE – 38-42,2 KM
Jeg oplevede det samme sidste år. Kroppen vil gerne bøje forover—men man er nødt til at stritte imod. Man vil gerne tage dybe indåndinger og få rigeligt med luft i lungerne, men på mystisk vis ender det altid med nogle korte, overfladiske hiv efter vejret. Og sådan fortsætter det bare… Så er det dog rart, at målet nærmer sig. Den sidste kilometer eller to forsøger jeg at hive den sidste energi ud fra de ikke-eksisterende depoter. Og med et par hundrede meter igen prøver jeg—med diverse smerte-inducerede, ansigtsskærende grimasser—at skyde med det allersidste, jeg har—bare fordi det er så ubeskriveligt fantastisk at løbe på opløbsstrækningen med alle de skønne mennesker, der klapper og hepper på hver side. Stemningen og den skønne larm er som en sløret baggrundshvisken på den anden side af en boble af fokus og smerte, men inden længe vil boblen sprænges og tilråbene fylde luften som sød musik. Inden længe… Det er de sidste smertefulde skridt og åndedræt, der bliver taget på dette stykke. De sidste krampetrækninger—i ordets bogstaveligste forstand faktisk, for jeg mærkede en ubehagelig fornemmelse snige sig ind i mit højre baglår. En følelse, der lugtede lidt af en truende fibersprængning. Så, trods lysten til det modsatte, måtte jeg holde lidt igen og ofrede et par sekunder af sluttiden for at undgå en dum skade—en fin byttehandel her set i bakspejlet af det hele. Lidt over middagstid krydsede jeg således målstregen som nr. 18 i tiden 2.37.28, hvilket er ny PR med mere end 11 min. Jeg ender desuden som nr. 8 blandt danskerne—et resultat, jeg er overordentligt glad og tilfreds med. Og i dag—dagen derpå—kan jeg se tilbage på fedt løb med en masse gode løbere. Og jeg kan—og vil—se frem til mange flere af slagsen!
Tak, fordi du læste med.
