This is a flashback to Copenhagen Half Marathon 2016. The race itself was not quite as fun as reading back through some of my thoughts from it afterwards. Have a look yourself. Once again, it’s written in Danish.
I søndags løb jeg halvmarathon i Københavns gader sammen med over 20.000 andre. Læg dertil antallet af fantastiske tilskuere og heppere, og jeg tør knapt nok gætte på, hvor mange mennesker, der må have været.
Vi havde vejret med os, men vinden mod os. Ikke desto mindre var det dog en dejlig dag. En løbefest uden sidestykke. Eller, måske lige med et par sidestykker eller tre, i form af alle de lignende løb som fx det traditionsrige marathon i maj. Men også det selvsamme løb sidste år. For jeg løb også CPH Half i 2015. Hvor jeg satte min personlige rekord på 1.10.49.
Jeg kan ligeså godt afsløre allerede nu, at jeg ikke slog den i søndags. Jeg løb 1.13.41. Tre minutter langsommere. Skuffende selvfølgelig, men på sin vis også frygtet og forventet. For jeg var (og er) på ingen måde i samme form som sidste år. Det har været en lidt for god sommer—med for mange bløde godter og for lidt hård træning. Kilometerne har været der, men ikke hurtigheden. Hårdheden. Intensiteten. Det kan der være mange årsager til—og min hjerne har da også et utal af undskyldninger, et stort og stormblæst hav af søforklaringer—men i sidste ende leder det jo tilbage til mig selv og min psyke, og min lyst ikke mindst. For den manglede, og det har den gjort det meste af året. Selv i sommerens varme brændte min gnist ikke stærkt nok. Måske fordi jeg manglede nogle løbebuddies til at hive mig med igennem de hårde pas. Måske fordi den blev kvalt under andre forpligtelser. Eller måske en kombination heraf. Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Men måske er det bare sådan nogle perioder, man har engang imellem, hvad end det gælder løb eller andre aspekter af livet. Jeg er stadig ret ung i gamet (både i løb og til dels også i livet), så jeg tager det som en lærerig erfaring og propper den ned i min metaforiske, metafysiske rygsæk.
Nu føler jeg dog endelig, at jeg er på vej tilbage. På vej på rette vej, hvis man kan sige det sådan. Ind i spor 1. Inderbanen. Lidt ligesom dengang jeg var 800m-løber og man altid kæmpede og sloges for at løbe kortest. For nu at løbe analogien helt til blods, så har jeg haft det lidt ligesom at ligge i yderbanen i kurven på livets atletikbane (om livet så er en rundstrækning eller ej, må vi gemme til en anden god gang). Men endelig har jeg rigtig fundet mig til rette i den nye lejlighed. Endelig har jeg droppet de dårlige vaner. Og endelig har jeg fundet et fantastisk løbemiljø i den før så fremmede by. Jeg vil ikke lægge skjul på, at der selvfølgelig er tale om NBRO.
Nå, med alle de tanker ude af hovedet, så må det være tid til at vende tilbage til løbet i søndags. Jeg havde sat mig nogenlunde op til det psykisk—og på bedst mulig vis også fysisk. Og med ‘bedst mulig vis’ mener jeg her i form af halvandet, halvhjertet intervalpas over de sidste to uger. Dertil kommer selvfølgelig alle de mange kilometer, men det er jo ikke ‘kvalitet’ som sådan—og ikke noget, jeg rigtig kunne drage nytte af.
Jeg havde to planer for løbet. To modstridende planer, jeg stædigt holdt fast på. Den ene—lad os kalde den “den optimistiske”: at løbe “alt eller intet” og gå efter tiden fra sidste år. Den anden—den mere “moderate”: at lægge ud i overkommeligt 3.30-tempo og se tiden an.
Resultatet? Tjaa, tjoo… Det blev vel nok til lidt af hvert. En suppeblanding med lidt surt og sødt og stærkt og bittert. En god omgang optimisme til at starte med, efterfulgt af et mere moderat tempo, der på det tidspunkt føltes alt andet end overkommeligt. For at oversætte det til nogle tal og billeder har jeg kreeret denne lille (lange) skitse:
Set i bagklogskabens klare lys burde jeg nok have byttet om på det og løbet lidt mere roligt og tålmodigt til at starte med, og så lade optimismen træde frem, hvis der ellers var overskud til det. Men på dagen—i solens klare lys—og med den fantastiske opbakning fra siderne, var det svært ikke at lade sig hive med af stemningen. Det kostede så også bare. Men jeg ved nu ikke engang, om det ville være gået bedre, hvis jeg havde fulgt den anden, mere moderate plan. Det er nu også lige meget. Det nytter ikke noget at rode mere rundt i det. Sket er sket. Løb er løbet. Og jeg kan gå derfra med 21,1 gode km i benene (og i hovedet) i et fint gennemsnitstempo på 3.30 min/km.
Nu er det bare at se frem mod en masse god træning—inklusiv nogle flere af de hårde, hurtige pas, så det atter bliver “behageligt” at løbe 3.20-tempo.
